Danske skoler, hoteller, offentlige bygninger m. m. blev beslaglagt af værnemagten til brug for de store flygtningeskarer, og snart fandtes der ingen landsdel, der ikke var ramt af tvangsindkvartering af den ene eller anden art.

Heller ikke Esbjerg gik ram forbi. De første regulære flygtningetransporter ankom i marts 1945 og blev indkvarterede paa Østre skole og i sommerhuse ved Hjerting og Sædding.

Administrationen af de tyske flygtningelejre blev straks efter kapitulationen underlagt Statens civile Luftværn med de lokale luftværnsmyndigheder som mellemled. For Esbjergs vedkommende blev således de herværende flygtningeforlægninger underlagt luftværnschefen (borgmester L. Høyer-Nielsen) og luftværnskontorets administration.

Umiddelbart efter kapitulationen iværksattes en registrering af flygtningene, ved hvilken der foretoges en sortering, således at flygtninge af tysk nationalitet anbragtes i lejre for sig, og der oprette des særlige lejre for de flygtninge, der kunne hen regnes under betegnelsen ”allierede”, nemlig sådanne, som var hjemmehørende i lande, der var tilknyttet de allieredes blok, men som på grund af krigshandlinger eller af andre årsager var skyllet ind over de tyske grænser og derefter fulgt med flygtningestrømmen.

Dansk Røde Kors påtog sig forsorgen for disse allierede flygtninge og omsorgen for deres eventuelle hjemsendelse.

Da flygtningeadministrationen senere (i efteråret 1947) udskiltes fra Statens civile Luftværn som en selvstændig institution med minister Kjærbøj som chef, blev også Dansk Røde Kors’ flygtningeafdeling underlagt denne institution.

Besættelsesmagten havde afgivet en hel del krigsfanger til arbejde ved befæstningsanlæggene ved Jyllands vestkyst. Disse fanger blev ved kapitulationen efterladt af værnemagten, og de danske myndigheder måtte tage sig af dem. Til Esbjerg kom således i dagene umiddelbart efter 5. maj ca. 400 mand marcherende nord fra. Det var hovedsagelig russere, men der var også hollændere, italienere, franskmænd o. a. iblandt.

Dette kontingent af flygtninge indkvarteredes midlertidigt i Stormgades skole og Esbjerg statsskoles gymnastiksal og blev forplejet af Esbjerg kommunes folkekøkken.

Da feriehusene ved Fourfeldt straks efter kapitulationen blev rømmet for tyske soldater og flygtninge, blev de russiske flygtninge efter en registrering overført dels dertil, dels til en af tyskerne rømmet baraklejr ved Kirkegade, og Dansk Røde Kors overtog administrationen af disse to lejre.

Flygtningene gennemgik alle en hårdt tiltrængt renselsesproces på centralsygehuset, forinden de indkvarteredes i de nyindrettede og rengjorte lejre.

Der etableredes i lejren en lazarettjeneste med en russisk læge og en dansk sygeplejerske. Forplejningen sørgede folkekøkkenet fortsat for. Lej rens vagt- og lejrpolititjeneste overlodes til flygtningene selv. I lejren organiseredes 8 soldaterkompagnier og 1 hjælpekompagni. Det sidstnævnte, der bestod af kvinder og ældre mænd, gjorde tjeneste i køkkenerne og ved rengøring i lejren. Soldaterkompagnierne afholdt daglig 4 timers øvelse. I fritiden forarbejdede russerne legetøj, syæsker, sykurve og andre husflidsarbejder, som de afsatte til byens befolkning, væsentligst ved byttehandeler, hvorved de tiltuskede sig varer, som de ikke kunne faa udleveret i lejren. — Aftenerne tilbragtes på samlingsstuerne, hvor der var sang, musik og dans.

Det blev kun en forholdsvis kort tid, russerne opholdt sig i lejren, idet de allerede i august 1945 forlod landet, hvorefter lejren i feriehusene nedlagdes.

Derefter overtog Dansk Røde Kors den af værnemagten tidligere benyttede Tarplejr, der blev indrettet til lejr for allierede flygtninge: ungarere, Østrigere og baltere.

Ved årsskiftet 1946-47 hjemsendtes Østrigerne, hvorefter Tarplejren helt nedlagdes, og de ungarere og baltere, der endnu var tilbage, overflyttedes til Andruplejren.

De tyske flygtningelejre.
Efter kapitulationen blev det luftværnschefens opgave at organisere en samling af alle de af værnemagten i Esbjerg og omegn efterladte flygtninge, hvorefter alle flygtninge af tysk nationalitet anbragtes i de af det tyske luftvåben m. m. rømmede lejre på Esbjerg flyveplads:

Lager Boelche (senere kaldet Gjesinglejren).
Lager Mölders (senere kaldet Kjærsinglejren).
Lager Udet (senere kaldet Andruplejren).
Lager Wieck (senere kaldet Kvaglund-Hedelundlejren).

Disse tyske flygtningelejre blev bevogtede af bevæbnet C. B.-mandskab, — i modsætning til de allierede flygtningeforlægninger, hvis beboere havde tilladelse til at færdes frit overalt. Senere opsattes høje pigtrådshegn omkring de tyske lejre, hvorved vagten kunne bestrides af få mand.

Tyske militærlæger beordredes til tjeneste på et i lejren oprettet flygtningelazaret, der stod under tilsyn af luftværnssanitetslægen. Der iværksattes en grundig undersøgelse af hver enkelt flygtnings sundhedstilstand, lejrene blev desinficerede, og flygtningene måtte gennemgå en aflusning.

Kosten var et stort problem, idet der måtte tages skyldigt hensyn til de mange børn og til hårdtarbejdende mænd. Af flygtningeadministrationen blev der derfor i samråd med sundhedsstyrelsen udarbejdet en kostplan, hvorefter flygtningene fik godt 2000 kalorier daglig. I ekstraordinære tilfælde kunne der ordineres ekstraforplejning — efter lægeattest — i form af 1 æg, ½ liter sødmælk eller bouillon.

Kosten tilberedtes og fordeltes af flygtninge, der udtoges til tjeneste i lejrkøkkenerne.

Et andet og ikke mindre — problem var organiseringen af livet »indenfor murene», idet man måtte forebygge demoralisation og modløshed og navnlig søge at forebygge, at børnene — det kommende tyske slægtled — skulle tage varig skade fysisk som psykisk.

Hver lejr blev betragtet som et selvstændigt samfund, der helt var isoleret fra landets øvrige befolkning. Ved almindelige frie valg med hemmelig afstemning fik flygtningene lov til selv at vælge den tyske lejrledelse, der sammen med den danske lejrleder udgjorde lejrens øverste myndighed.

Med hensyn til børnene må man have i erindring, at mange af dem ikke havde modtaget regelmæssig skoleundervisning i 3-4 år. Bestræbelserne måtte derfor gå ud på at bøde på dette uheldige forhold, og det lykkedes i virkeligheden ret hurtigt at få organiseret en skole med alle en normal skoles klassetrin, ligesom der til gavn og opmuntring for de ganske unge i alderen 15-18 år etableredes en ungdomsskoleundervisning i forbindelse med nogle timers daglig tvungen lejrtjeneste.

Undervisningen af det næste slægtled forsømtes ikke.

En særlig kirketjeneste, der arbejdede i nært samarbejde med flygtningeadministrationen i København, sørgede for afholdelse af gudstjenester og andre kirkelige handlinger, dels ved hjælp af lokale præster, dels ved udsendelse af præster, der var tilknyttet kirketjenesten.

Det var flygtningene forbudt at have radioapparater på værelserne, men der blev opsat højttalere på barakgangene, hvorigennem flygtningene kunne aflytte de af den danske lejrleder kontrollerede udsendelser.

Man havde hele tiden håbet på — og regnet med —, at de tyske flygtninge hurtigt ville blive hjemsendt, men det skulle gå anderledes. Hjemsendelsen stod hen i det uvisse, og man måtte indrette sig på, at opholdet her i landet blev mere langvarigt. Der blev derfor på de omkringliggende marker anlagt et storstilet havebrug, beregnet både som beskæftigelsesforanstaltning og som et middel til at give et tillæg til de sparsomme rationer.

Endvidere oprettedes større værksteder til vedligeholdelse af flygtningenes beklædning. Hver lejr havde sit eget skrædderværksted, og i en af lejrene havde værnemagten efterladt et betydeligt antal skomagermaskiner, som benyttedes til reparation af samtlige lejrboeres fodtøj. Et fuldt monteret maskinsnedkeri sørgede for lejrenes snedkerarbejde.

En del flygtninge beskæftigedes ved husflidsarbejde. Der fremstilledes således for små midler et stort parti legetøj, både morsomt og solidt, som ved juletid fordeltes til lejrens børn.

Adskillige unge flygtninge kom i lære i værkstederne.

Efterhånden som flygtningeadministrationen gennem flygtningeregistraturen fik et overblik over de tyske flygtningeforlægninger landet over, blev der foretaget en del sammenlægninger og omflytninger, dels for at frigøre private og offentlige bygninger til deres egentlige formål, dels for at samle de tyske familier, der var blevet skilt under flugten.

I første omgang blev mange smålejre i Sønderjylland afviklede, og ved den lejlighed blev den 21. juni 1945 1350 flygtninge overført til Esbjerg, hvor man på det tidspunkt ikke havde plads til en så stor tilgang på flyvepladsen, hvorfor disse flygtninge midlertidigt blev indkvarterede i Rørkjær skole og i en militærbarak i Jerne. Senere overførtes ca. halvdelen til Fanø, hvor de indkvarteredes på badehotellerne, og den anden halvdel blev der derefter gjort plads for i de barakker, værnemagten successivt rømmede på flyvepladsen.

De tyske flygtningelejre på Esbjerg flyveplads rummede efterhånden ca. 3.000 flygtninge. I august måned 1946 blev der imidlertid fra flygtningeadministrationens side givet ordre til, at de herværende tyske lejre skulle nedlægges, idet flygtningene kunne overføres til større forlægninger, hvori der var blevet bedre plads efter de hjemsendelser, der var sket i årets løb.

Der regnes med, at de tyske flygtninges ophold i lejrene ved Esbjerg, der havde varet ca. 1½ år, har kostet den danske stat ca. 3-4 mill. kr.

De allierede flygtningelejre.
Efter at flygtningelejrene, der hidtil var betegnede med tyske navne, var rømmede for den tyske belægning, blev lejrene overdraget Dansk Røde Kors til brug for de allierede flygtninge.

Herefter blev de tyske navne afskaffede, og danske navne tilkendegav nu lejrenes beliggenhed. Al bevogtning ophørte, og pigtråden blev delvis fjernet.

I Kvaglund-Hedelundlejren og i Kjærsinglejren indkvarteredes kun polakker, i Gjesinglejren hovedsagelig bessarabere og i Andruplejren flere forskellige nationer, mest dog fra de baltiske lande.

Ledelsen af disse lejre blev overdraget til dan ske lejrledere og lejrassistenter, medens lejrenes daglige drift påhvilede flygtningene selv.

Udgifterne blev indskrænket til det mindst mulige og lå på ca. 3 kr. pr. dag pr. flygtning, heraf beregnede man ca. 1,20 kr. til forplejning pr. dag.

Med arbejdsministeriets tilladelse — og kun gennem amts-arbejdsanvisningskontoret — blev alle arbejdsduelige flygtninge sendt ud på landarbejde overalt i landet, hovedsagelig dog til roearbejde på Lolland-Falster. — Enkelte faguddannede opnåede tilladelse til at arbejde i deres fag, såfremt der i det pågældende fag var mangel på arbejdskraft.

Kvindelige flygtninge blev fortrinsvis sendt ud til husarbejde på landet eller til medhjælp på hospitaler.

Flygtninge, der havde arbejde udenfor lejren, men boede i denne, måtte af deres fortjeneste betale for deres ophold og forplejning — alt efter familiens størrelse.

Ved samarbejde med kommunerne blev de udenfor lejren arbejdende flygtninge sat i skat på lige fod med danske statsborgere.

Flygtninge, der var ude af stand til at skaffe sig fortjeneste af nogen art — gamle, syge eller mødre med mange børn — fik udbetalt 5 kr. ugentlig i lommepenge.

Der blev i lejrene oprettet arbejdshold, der havde fast arbejde i lejrene ved køkkenhjælp, vedligeholdelse af bygninger m. m., og disse flygtninge fik udbetalt 2 kr. pr. dag i løn.

Det tidligere tyske flygtningelazaret i Gjesinglejren blev taget i brug under tilsyn af danske læger.

De polske flytgninges kirke i Kvaglund-Hedelundlejren.

De polske flygtninges kirke indvendig. Udsmykningen havde flygtningene selv sørget for.

I Jalta overenskomsten fastsattes det, at ingen flygtning, bortset fra russiske og tyske statsborgere, kan tvinges til at lade sig hjemsende. British Military Mission havde derfor her i landet oprettet en afdeling, der skulle sørge for, at denne bestemmelse overholdtes, samtidig med, at den skulle drage omsorg for hjemsendelsen af de øvrige flygtninge.

Efter at British Military Mission’s muligheder for at hjemsende flygtninge var udtømt, blev de senere transporter udelukkende arrangeret og betalt gennem Dansk Røde Kors.

I begyndelsen af 1948 blev der givet flygtningene mulighed for at opnå arbejde dels i England ved mine- og landbrugsarbejde og dels i Frankrig ved fabriks- og landbrugsarbejde. Og da flere af flygtningene ønsker at rejse til Argentina, Ca nada og Australien, vil problemet — ikke-tyske flygtninge i Danmark — formentlig ved årets ud gang være ude af verden.

Madlavning i flygtningelejren.

Borchorst skriver endvidere i bladets indledning: "I dette nr. af tidsskriftet har man ment, at det var på sin plads at bringe en skildring af flygtningenes forhold i og ved Esbjerg, der siden 1945 har haft sin ikke ubetydelige andel af Danmarks flygtningeproblem. Skildringen bringes netop nu, fordi den sidste flygtning forlader Esbjerg omtrent samtidig med nummerets udsendelse, nemlig i den første uge af juli, hvormed denne bemærkelsesværdige epoke i Danmarks historie finder sin afslutning for Esbjergs vedkommende.

Indbundne årgange af bladet kan lånes via Hovedbiblioteket i Esbjerg og kan endvidere gennemlæses på Historisk Samling fra Besættelsestiden, der har mange spændende ting liggende fra denne periode.

Hvis du skulle vide noget om flygtninge- og interneringslejrene her i Esbjerg, og især noget om postgangen til og fra lejrene, så hører jeg meget gerne herom.

Esbjerg, den 22. december 2003

Jørn Hansen
Gormsgade 83 II tv.
6700 Esbjerg
Tlf.: 75-134203
E-mail: tpherman@post2.tele.dk